Vigtige fakta

Forebygger allergi

En del undersøgelser tyder på, at ændringer i vores indendørsmiljø er en medvirkende årsag til det stigende antal allergikere i dag.

Husstøvmider stortrives alle steder, hvor det er varmt og fugtigt. Specielt giver varmen og fugten i vores sengemiljø fine vækstbetingelser for husstøvmiden. Husstøvmider kan imidlertid også findes i gulvtæpper og polstrede møbler. Hvis boligen indeholder mange husstøvmider, er der stor risiko for at udvikle allergi over for husstøvmider.

Man kan selv gøre meget for at holde antallet af husstøvmider nede. Det vigtigste er at holde fugtigheden indendørs lav. Vel ventilerede og ikke for varme rum giver et behageligt indeklima for alle, og er med til at holde antallet af husstøvmider lavt og nedsætter risikoen for at udvikle husstøvmideallergi. 

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Husstøvmider

Flere betingelser skal faktisk være opfyldt for, at husstøvmiderne kan trives. Kommer temperaturen ned under 20 grader, eller kommer den relative luftfugtighed under 45%, dør miderne. Daglig udluftning og god ventilation kan derfor nedsætte midernes vækstbetingelser til et niveau, hvor de ikke behøver at udgøre et problem.

Tobaksrøg

Den absolut vigtigste forurener af indemiljøet er tobaksrøg, der bidrager med flere tusinde gange flere partikler end nogle andre stoffer. Ryges der i et lokale, er det sundhedsfarligt for både rygere og ikke-rygere. For at nedbringe sundhedsfaren, skal der sikres en ventilation, der er tre gange så stor som normalt.

Skimmelsvampe

Skimmelsvampe er et naturligt og uundværligt led i naturens kredsløb. Men indendørs er de et udtryk for fugtproblemer, dårlig rengøring, utilstrækkelig ventilation eller en kombination heraf. Er der skimmelsvampe, er luftfugtigheden for høj. Skyldes angrebet kolde ydervægge eller indtrængende vand, må det naturligvis løses, men bedre ventilation kan også nedsætte luftfugtigheden.

Afgasning af materialer

Der vil altid være afgasning fra materialer. De fleste udskifter tæpper og møbler, ligesom de maler, reparerer og foretager ændringer i boligen. Også rengøringsmidler afgiver stoffer, så der vil altid være behov for et godt luftskifte.